• Solbrillefirma gik konkurs med milliongæld. Nu er »en række forhold« meldt til politiet

    ソース: BDK Finans / 16 3 2025 05:35:23   America/New_York

    Det sker meget sjældent, at et dansk selskab sikrer sig aftaler med globale superstjerner som musikeren Robin Thicke, modellen Elsa Hosk og NFL-ikonet Tom Brady. Det lykkedes ikke desto mindre for Cloos ApS, der stod bag solbrillemærket Christopher Cloos. Alligevel gik selskabet i december 2022 pludselig konkurs med en stor milliongæld, og nu tager sagen en opsigtsvækkende drejning. En stribe forhold i Cloos ApS er således meldt til politiet. Det fremgår af en redegørelse fra kurator i konkursboet, advokat Teis Gullitz-Wormslev fra Kromann Reumert, som Berlingske har fået aktindsigt i. »Kurator har orienteret politiet om en række forhold,« står der i redegørelsen, der er dateret 6. december 2023. Københavns Politi bekræfter at have modtaget anmeldelsen. »Sagen behandles fortsat,« skriver politiets presseenhed i et kortfattet svar. Berlingske har stillet en række spørgsmål om sagen til Julius Langkilde, som var direktør, bestyrelsesmedlem og storaktionær i Cloos ApS, da selskabet gik konkurs. »Min klient har ikke noget kendskab til en politianmeldelse,« skriver hans advokat, Bjarke Vejby, i en mail. Kurator Teis Gullitz-Wormslev har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere, og det er derfor uvist, hvilke forhold i Cloos ApS han har meldt til politiet. Ville indtage verden Cloos ApS blev stiftet i 2016, og to år senere kunne solbriller af selskabets mærke, Christopher Cloos, angiveligt købes i 225 butikker i Europa og USA. Samtidig var der indgået en aftale med den amerikanske popstjerne Robin Thicke, som nogle år forinden havde hittet stort med sangen »Blurred Lines«. Han skulle være mærkets ansigt udadtil. »Vi vil gerne være det mest udbredte brillebrand i verden. Den slags tager bare tid og kræver mange ressourcer,« udtalte direktør og storaktionær Julius Langkilde i den forbindelse. Senere blev der lavet aftaler med den kendte model Elsa Hosk og NFL-stjernen Tom Brady, der regnes som en af de allerstørste nogensinde inden for sin sport. Da Brady i 2021 vandt sit syvende Super Bowl-trofæ med sin klub, Tampa Bay Buccaneers, bar han briller fra Christopher Cloos under sejrsparaden. Og det kunne mærkes hos det danske selskab. »Det blev vores bedste dag nogensinde. Vi solgte briller for lige knap en halv million kroner på én dag,« fortalte Julius Langkilde dengang til Børsen. Ikke længe efter fik hans selskab endnu et rygstød. For i november 2021 blev den danske milliardær Tais Clausen en del af ejerkredsen i Cloos ApS. Konkurs med stor gæld Men trods tilknytningen til de mange prominente navne blev Cloos ApS aldrig nogen økonomisk succes. Selskabet tabte penge flere år i træk, og i sommeren 2022 stod det klart, at noget var helt galt. For her fremlagde Cloos ApS årsregnskab med et tab på næsten 16 millioner kroner før skat. Det betød, at det samlede tab på tre år rundede 25 millioner kroner. I december samme år måtte Cloos ApS kaste håndklædet i ringen, og konkursen var en realitet. »Det er en trist situation. Men jeg ville aldrig have været selskabet og rejsen foruden. Det er forfærdeligt at se virksomheden gå konkurs, men jeg har været klar over, at det var en risiko i nogen tid. Det er ikke bare sket hen over den seneste uge,« sagde direktør og storaktionær Julius Langkilde til Finans. Ifølge kurator Teis Gullitz-Wormslevs redegørelser gik Cloos ApS konkurs med krav for over 50 millioner kroner. Blandt de tabsramte kreditorer er Danske Bank og den statslige lånefond EIFO (tidligere Vækstfonden, red.), som havde lånt Cloos ApS over fem millioner kroner. »Såfremt der er foregået noget strafbart, så er det positivt, at kurator har indberettet til politiet,« lyder det i en kommentar fra EIFOs presseafdeling. Af kuratorens redegørelser fremgår det i øvrigt, at der ikke er rejst sag om konkurskarantæne mod den tidligere direktør, Julius Langkilde. »Min klient betragter derfor alle forhold vedrørende Cloos ApS som værende afsluttet,« skriver hans advokat, Bjarke Vejby, i en mail til Berlingske. I kølvandet på konkursen i Cloos ApS blev brillemærket Christopher Cloos overtaget af et andet selskab inden for brillebranchen, Luxreaders. https://www.berlingske.dk/virksomheder/solbrillefirma-gik-konkurs-med-milliongaeld-nu-er-en-raekke-forhold
シェアする